
Strategisk indkøber
A/S Einar Willumsen
Vi søger en Strategisk indkøber
Strategisk indkøber til spændende virksomhed inden for fødevarebranchen
A/S Einar Willumsen (EW) søger en erfaren og analytisk strategisk indkøber til en nyoprettet stilling i vores indkøbs- og planlægningsteam på hovedkontoret i Brøndby.
EW er en ordreproducerende virksomhed, og indkøbs- og planlægningsafdelingen spiller derfor en helt central rolle i driften ved at sikre en stabil forsyning af råvarer i
høj kvalitet til konkurrencedygtige priser, så produktionen i videst muligt omfang kan forløbe uhindret, og ordrerne leveres som lovet til kunderne.
Rollen
Som strategisk indkøber hos EW skal du være med til at sikre, at kommunikationen og samspillet mellem indkøb, planlægning, produktion, salg, udvikling og logistik foregår
smidigt i en god dialog og med fast opfølgning. Stillingen kræver en person, der kan navigere i en kompleks forsyningskæde med korte leveringstider og høj fleksibilitet.
Du vil spille en central rolle i optimering af indkøbsstrategier, leverandørsamarbejder og markedsanalyser, samtidig med at du sikrer, at vores processer understøtter en
effektiv og fleksibel produktion.
En vigtig del af rollen er at opbygge et solidt netværk med vores leverandører og have fingeren på pulsen, hvad angår tilgængelighed, prisudvikling med videre på markedet
for de råvarer, virksomheden benytter, og at du samtidig kan omsætte dette til relevant information til de øvrige dele af organisationen.
Du er hele tiden på forkant med behovet for råvarer og sikrer derigennem, at råvarerne er til stede på det forventede tidspunkt. Dette indebærer blandt andet analyse af
forecasts fra virksomhedens kunder og indgåelse af årskontrakter på f.eks. naturlige råvarer, der kun høstes én gang om året. Alt sammen i et tæt samarbejde med især
indkøbs- og planlægningsteamet og salgsafdelingen.
Primære arbejdsopgaver og ansvar
Dine væsentligste arbejdsopgaver og ansvarsområder vil være:
- At medvirke til udvikling og implementering af strategiske indkøbsstrategier for at sikre forsyningssikkerhed og omkostningseffektivitet
- Opbygning og vedligeholdelse af stærke leverandørrelationer for at sikre fleksibilitet og hurtig respons på ændrede behov
- Forhandling af priser, kontrakter og leveringsbetingelser for at optimere virksomhedens råvareomkostninger
- Løbende overvågning af råvaremarkedet, herunder sæsonudsving, klimaeffekter og globale trends
- Håndtering af daglige indkøbsopgaver, herunder opfølgning på ordrer, prisforespørgsler, alternative leverandørløsninger og prøvehåndtering
- Sikre præcise og ajourførte stamdata i ERP-systemet (Navision BC14).
- Samarbejde tæt med produktion, planlægning, salg, udvikling og logistik for at optimere forsyningskæden
- Identificere og drive forbedringsprojekter inden for indkøbsprocesser og leverandørstyring.
- Omsætte viden om udvikling i råvaremarkedet til relevant information for organisationen
Om dig
Du har nogle års erfaring fra en lignende stilling som strategisk indkøber i en international ordrebaseret produktionsvirksomhed. Du er en god købmand,
som kan finde de rigtige produkter til den rette pris, og som forstår vigtigheden af at have en god løbende dialog med både leverandører og interne interessenter.
Det vil være en fordel, hvis du har branchekendskab fra fødevare- eller ingrediensbranchen. Du er vant til at arbejde struktureret med dine opgaver og arbejder
naturligt med virksomhedens ERP-system som et væsentligt værktøj.
Som person er du udadvendt og formår at interagere med både leverandører og alle relevante kollegaer uanset niveau i organisationen. Du er løsningsorienteret
og giver ikke op, selvom du møder udfordringer indimellem. Din erfaring som indkøber er vigtigere end din uddannelse.
Herudover forventer vi, at du:
- Har en stærk forhandlingsevne og evnen til at opbygge langvarige leverandørrelationer
- Har erfaring med indkøb af naturlige råvarer og forståelse for markedspåvirkninger såsom klima og sæsonudsving.
- Har en stærk analytisk sans og evnen til at håndtere komplekse data og markedsindsigter.
- Kan lide at arbejde med både det strategiske indkøb og de mere rutineprægede daglige indkøbsopgaver
- Har en struktureret og løsningsorienteret tilgang med evnen til at arbejde effektivt under tidspres.
- Har erfaring med ERP-systemer, gerne Navision (BC14).
- Har gode kommunikations- og samarbejdsevner på tværs af organisationen.
- Arbejder proaktivt, så du altid er mindst et skridt foran
- Har et højt drive, er humørfyldt, empatisk og udadvendt
- Er flydende i dansk og engelsk i skrift og tale
Vi tilbyder
Vi tilbyder en central og udfordrende rolle i en spændende virksomhed med en lang historie. Du vil indgå i et uformelt og professionelt miljø med gode kolleger,
hvor du vil få muligheden for at præge og optimere indkøbsprocesserne i tæt samarbejde med produktionsledelsen. Det er vigtigt for os, at vi hjælper hinanden
både inden for og på tværs af afdelinger og bruger vores løsningsorienterede tilgang til at hjælpe vores kunder. Og én ting kan vi love; det bliver aldrig kedeligt.
Hos EW vægter vi højt, at vores medarbejdere er til stede på arbejdspladsen, da vi har erfaring for, at det fremmer kommunikation, samarbejde og ikke mindst
det sociale aspekt af arbejdslivet. Da stillingen har bred berøringsflade i organisationen, er det således også vigtigt, at du er synlig og tilgængelig på arbejdspladsen.
Din ansøgning
Er du interesseret i jobbet, så send din ansøgning og CV på e-mail til job@ewflavours.com. Vi ønsker ansættelse hurtigst muligt og indkalder løbende relevante kandidater til samtale.
Einar Willumsen (EW) blev grundlagt i 1901, og i dag er vi den førende nordiske producent og leverandør af smagsstoffer, ekstrakter, destillater og compounds til fødevare- og drikkevareindustrien. Vi har hovedkvarter i Brøndby og et datterselskab i Malmø. I EW får du cirka 110 kollegaer med mere end 10 forskellige nationaliteter. EWs største aktionær er en fond, der donerer en del af overskuddet til kræftforskning og andre sygdomme. Vi har et stærkt økonomisk fundament for vores ambitiøse vækststrategi. EW er baseret på og lever stadig efter stærke nordiske værdier, såsom troværdighed, fleksibilitet og innovation og selvfølgelig vores overordnede motto: “When taste and speed matter”.